England har længe været kendt for deres helt særlige form for cabaret og satire. En af de førende repræsentanter for genren i dag er gruppen Fascinating Aïda.

Gruppen blev dannet af Louise “Dillie” Keane tilbage i 1983, og består i dag af Dillie, Adele Anderson og Liza Pulman. Der er tale om skønsang, skarp satire og masser af sjov, når pigerne går på scenen.

Gruppens internationale gennembrud kom for nogle år siden, da sangen Cheap Flights, om alle besværlighederne ved at flyve med lavpris-fly, gik viralt på YouTube.

Den underliggende historie handler om en flyvetur fra London Stanstead til Tralee på den irske vestkyst. Mens selskabet ikke bliver nævnt eksplicit i sangen, er det klart, at der er tale om RyanAir (som også beflyver ruten i real life), og utroligt nok blev Ryanair’s kontroversielle ejer Michael O’Leary så glad for sangen, at der på et tidspunkt blev linket til den fra Ryanair’s hjemmeside.

Du kan læse mere om Fascinating Aïda på deres officielle hjemmeside. De har desværre netop afsluttet en turne rundt i England, men gruppens frontfigur er “i residens” på cabaret-klubben The Pheasantry i Chelsea, London 26. maj til 14. juni, 2015. Billetter kan købes her.