Jeg fik til morgen en mail fra deal-siten Sweetdeal, med den mest tåbelige pakkerejse, jeg længe er blevet tilbudt. Tilbuddet: Bo på det hotel i London, som formentlig ligger længst væk fra alle de større lufthavne – og besøg Warner Bros Harry Potter Studio Tour – som er en af de seværdigheder, der ligger længst fra hotellet… Prisen er heller ikke attraktiv…

Hvis vi antager, at to voksne plus et barn på fx 8 år vil tage turen med afgang den 9. december 2014 og besøg hos Harry Potter den 10. december, koster Sweetdeal-“tilbuddet” 3.068 kr, hvilket ifølge samme skulle være en heftig besparelse i forhold til “førprisen” på 3.990 kr. Prisen inkluderer hotel, morgenmad og selve besøget på Harry Potter Tour’en, men ikke transport til/fra London, til/fra hotel eller til/fra Harry Potter/Warner Bros.

Prisoplysninger fra Sweetdeal-tilbud hentet 16. oktober 2014

På booking.com i dag, kan man booke et familieværelse på hotellet for 1284,- for to nætter ved forudbetaling. Morgenmad koster yderligere 83,- per person per dag, dvs. i alt 489,-. Dertil kommer £85.50 (ca. 812 kr.) for billetterne til Harry Potter-touren. Ialt 2.585 kr. Ved at bestille selv, kan man altså få “tilbuddet” næsten 500 kr. billigere end tilbudsprisen og næsten 1.500 kr. billigere end førprisen.

Pris for to nætter i familieværelse hos ibis ExCel 9-11. december 2014 (fra booking.com)

Nok om prisen, som altså er helt hen i vejret.

Så er der selve valget af hotel, som er ibis London ExCel Docklands. Ibis er en franskejet discount-kæde med 2-3 stjernede hoteller, og det kan for så vidt være ok uden at være prangende, hvis man rejser på et stramt budget. I dette tilfælde har Sweetdeal dog valgt et hotel, som ligger langt ude i Londons East End, og i den stik modsatte retning af den Harry Potter Tour, som er en del af pakkerejsen. Hotellet ligger ved ExCel udstillings- og konferencecenteret, og overfor den store O2-arena på den anden side af Themsen, men hvis man ikke skal til konference eller koncert , så har området ikke meget at byde på.

Med offentlig transport tager det op mod 2 timer hver vej at komme fra ibis-hotellet i den østligste del af London til Warner Bros Studios Harry Potter Tour i Leavesden ved Watford, et godt stykke nordvest for centrum. Og selvom London går for at være en forholdsvis dyr hotelby, er der altså mulighed for at få ordentlige hoteller til samme priser som i Sweetdeal-tilbuddet tættere på centrum, og med kortere afstand til både Leavesden og Londons mange andre seværdigheder. Det kan dog blive svært at finde noget, der er billigere end end booking.com-prisen på ibis ExCel, men det er så bl.a. på bekostning af beliggenheden.

Jeg kan varmt anbefale en tur til London – og jeg hører også at Harry Potter-turen skal være en oplevelse, hvis man er fan. Men hermed min klare opfordring til, at man selv bestiller hotel fx på booking.com, og billetter til turen direkte hos Warner Bros. Studio Tour.