En af de mest oversete gamle byer i England er domkirkebyen Exeter i Devon, ikke langt fra havet og på vejen til Cornwall og Portsmouth.
Byen har rødder 2000 år tilbage i tiden, da den opstod omkring det romerske fort Isca Dumnoniorum, som blev bygget ca. år 55 e.Kr. En stor del af den gamle romerske bymur står den dag i dag og er blandt de ældste strukturer af det omfang i England.
I middelalderen oplevede byen både at blive erobret af danske vikinger (i 800-tallet), samt at være centrum for et kortlevet oprør mod Vilhelm Erobreren (i 1068). Omkring år 1400 blev byens nuværende katedral opført, og den er bl.a. kendt for at have den længste hvælving i England.
Bombet under 2. verdenskrig
Under anden verdenskrig blev en stor del af byen ødelagt af et tysk bombeangreb. Exeter var ikke i udpræget grad af industriel eller militær betydning, men byen blev udpeget som mål for en hævnaktion mod byer af kulturhistorisk betydning fra tyskernes side efter de allieredes angreb mod Lübeck og Rostock. Exeter Cathedral undgik ikke bomberne, og en del af den blev ødelagt. Dele af den stod dog endnu, og kirken blev efterfølgende genopbygget i sin oprindelige stil, modsat hvad der eksempelvis var tilfældet i Coventry, hvor den gamle katedral i dag står som ruin og er erstattet af en moderne kirke fra 1950erne. Omkring katedralen står dog flere middelalderhuse, som gik fri af bomberne. De huser i dag små caféer og butikker – enkelte er tilmed beboelse – og er fredet i klasse I.
En anden historisk seværdighed i byen er Roguemont Castle (eller Exeter Castle), som blev bygget efter oprøret mod Vilhelm Erobreren blev slået ned i 1068. En del af den oprindelige borgmur og port står stadig i dag, men alle bygninger indenfor slottes mure blev revet ned i 1773 og erstattet af en ny retsbygning i georgiansk stil. Denne blev helt frem til 2003 anvendt som domstol for grevskabet Devon, hvori Exeter er hovedby. I 2007 blev bygningen så solgt til private investorer, og den bliver i dag brugt til forskellige private og offentlige events, lige som der er mere offentlig adgang til området, end der tidligere har været.
Byen ved floden Exe
Exeter ligger ved floden Exe, og der er er masser af liv ved flodens bred om sommeren, hvor man kan sidde ude ved de mange pubber og restauranter og spise, drikke og nyde udsigten. Der er enkelte gange om året mulighed for at tage på sejltur fra Exeter til Exmouth ved flodens munding. Tag et kig på Stuart Line Cruises, hvis det har interesse.
Ellers kan man gå med på nogle af de gratis guidede ture gennem byen, der afholdes to gange om dage af forskellige ruter og med lidt forskellige temaer. De fleste begynder ved Hooker-statuen foran katedralen eller på kajen ved flode Exe. Læs mere om dem her.
Hvordan kommer man til Exeter?
Exeter ligger ca. midtvejs på vejen mellem London og byen Penzance i Englands sydvestligste hjørne. Det tager ca. 2 timer og 15 minutter i tog fra London Paddington, og det er oplagt at tage en overnatning i byen på vejen til eller fra Cornwall. Alternativt er der kun ca. 1 times kørsel i tog fra Bristol.
Hvor skal man bo i Exeter?
Exeter er en provinsby af en pæn størrelse, men seværdighederne ligger inden for en forholdsvis lille radius, så hvis bare man finder et hotel inden for et par kilometer af katedralen, vil det som regel være fint. Da jeg besøgte byen i 2016, boede jeg på Mercure Exeter Rougemont, som var var godt til prisen og som lå tæt på både katedralen og togstationen.
Nu tænker du måske, at Exeter eller Cornwall er noget af det sydligste, du kan komme i England. Og teknisk set har du ret. Men endnu længere sydpå, ud for Normandiets kyst, ligger de skønne kanaløer, som slet ikke er så besværlige at besøge, som mange går og tror. Dem har vi også været nede og besøge, og du kan læse mere om de engelske kanaløer her.