Få steder i London er så dystre men stemningsfulde som Highgate-kirkegården lidt nord for centrum. Her ligger både kendte og ukendte begravet side om side, nogle i store, nærmest groteske, gravmæler i egyptisk eller gotisk stil, andre blot med et lille kors og en figur som symbol på deres liv.
Highgate Cemetery er en af de såkaldte Magnificent Seven, en klynge af syv store privatejede kirkegårde, som, over en periode på otte år fra 1833 til 1841, blev anlagt forskellige steder i udkanten af London for at afhjælpe overbelægningen på byens mange små traditionelle kirkegårde.
Highgate-kirkegården er reelt to forskellige kirkegårde beliggende på henholdsvis øst og vest-siden af vejen Swains Lane. Mens Highgates måske mest berømte indbygger, Karl Marx, i dag ligger på den marginalt yngre øst-kirkegård fra 1854, så er det vest-kirkegården, som åbnede i 1839, der er den mest ikoniske.
Det koster £4 at besøge øst-kirkegården, hvor man også selv kan gå rundt blandt gravene, udstyret med et omfattende kort over de mange mere eller mindre kendte forfattere, journalister, politikere mv. som ligger begravet der. Udover marxismens fader ligger bl.a. forfatteren til Hitchhikers Guide to the Galaxy, Douglas Adams, skuespillerne Roger Lloyd-Pack og Ralph Richardson og filosoffen Herbert Spencer på Highgate East.
Den vestlige del af Highgate Cemetery, derimod, kan man af forskellige årsager kun besøge på guidede ture. Dels for at beskytte de markante gravmæler mod vandalisme, men også fordi kirkegården i sig selv kan virke nærmest labyrintisk, og nogle af konstruktionerne i tidens løb er blevet så slidte, at der i dag er en reel nedstyrtningsfare visse steder på kirkegården. Her ligger bl.a. forfatterinden Beryl Bainridge, maleren Lucien Freud og den russiske dissident Alexander Litvinenko, som blev myrdet med radioaktiv gift, samt familierne til maleren Dante Gabriel Rossetti og forfatteren Charles Dickens. Også Wham-sangeren George Michael blev begravet her efter sin død i 2016, men hans grav ligger i en særlig aflukket del af kirkegården, som ikke er åben for offentligheden, heller ikke på guidede ture.
Jeg havde selv fornøjelsen af at være på guidet tur på Highgate i efteråret 2018. Det var i dagene omkring verdenspremieren på filmen Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald, og vores guide fortalte os, at de nu endelig måtte afsløre, at nogle af filmens mest dramatiske og afsluttende scener faktisk var optaget på selve det sted, vi stod, i den såkaldte Circle of Lebanon. I filmen skulle det forestille at være Père-Lachaise-kirkegården i Paris, men Highgate Cemetery har med sin dramatiske og unikke arkitektur åbenbart tiltalt filmskaberne mere.
Hvordan man kommer til Highgate-kirkegården
Den nemmeste måde at komme til Highgate på, er ved at tage Northern Line til stationen Archway. Det tager ca. 20 minutter fra det centrale London Herfra går man ca. en halv kilometer op ad Highgate Hill og en tur gennem Waterlow Park, hvorefter man står lige ved indgangen til kirkegården. Det er en gåtur på ligeledes godt 20 minutter, som er rigtig dejlig især i godt vejr. Stationen Highgate ligger, trods navnet, noget længere væk fra kirkegården, og man går glip af turen gennem parken.
Vil man gerne spare på benene til eller fra kirkegården, kan man tage en tage en taxa eller en “Kapten”, som Ubers efterfølger i London hedder.
Efter besøget på Highgate Cemetery kan man gå ned af Swains Lane, forbi Holly Lodge, et ret unikt og stort lejlighedskompleks i fake Tudor-stil, til Gospel Oak. Her kan man få en god frokost på en af områdets caféer og restauranter, og man kan slutte af med gå op til det kendte udsigtssted Parliament Hill i Hampstead Heath lige ved siden af. Herfra kan man nyde en af de absolut bedste udsigter over London, før man går en lille kilometer ned til tube-stationen Kentish Town, hvorfra man hurtigt kommer tilbage til centrum.
Og hvis noget af alt dette har vakt din interesse, så kan du læser mere om Highgate Cemetery, dens historie og de guidede ture på https://highgatecemetery.org/