Det var kun et spørgsmål om tid, før den hårdt prøvede premierminister Rishi Sunak ville anmode kongen om at opløse parlamentet og indkalde til valg. Givet de engelske konservatives aktuelle placering i meningsmålingerne, havde de fleste dog gættet på et efterårsvalg. Men sådan skulle det ikke være. I går, den 22. maj, annoncerede Sunak i øsende regnvejr foran hoveddøren til Downing Street nr. 10, at valget vil finde sted torsdag den 4. juli.

Da briterne sidst gik til valg, opnåede de konservative med Boris Johnson i spidsen et flot valgresultat med hele 43% af stemmerne mod Labours 32%. I de første måneder af 2020 kunne Johnson nærmest gå på vandet, og hans parti stod i nogle målinger til at få over 50% af stemmerne. Men så begyndte det at gå den anden vej. I april blev Keir Starmer valgt til formand for Labour efter den meget venstreorienterede Jeremy Corbyn. Nogenlunde samtidig ramte Covid 19-pandemien og de forskellige mere eller mindre populære tiltag, der blev truffet, som fx. nedlukning, stramme regler for besøg af familiemedlemmer osv. Toryerne holdt dog skansen indtil de sidste måneder af 2021, men så indtraf kaos.

Partygate

Den 30. november 2021 skrev avisen Daily Mirror om det, der blev kendt som Partygate. Der var under nedlukningen tilsyneladende blevet afholdt en række fester uden restriktioner blandt embedsmænd og politikere i premierministerens officielle bolig på Downing Street. Regeringen afviste, at der var gjort noget forkert, men den 7. december viste TV-stationen ITV så en video fra en af festerne, og så rullede lavinen. Selvom Labour i månederne inden da havde halet ind på de konservative, og i nogle målinger lå over, så er 6. december 2021 den til dato seneste meningsmåling med et konservativt flertal (38% til de konservative, 36% til Labour), mens en måling fra samme institut, Redfield & Wilton, to dage senere – og efter videoen blev vist på ITV – viste et Labour-flertal på 38% mod 34%.

Der blev efterfølgende nedsat en kommission til at undersøge sagen under ledelse af den højtstående embedskvinde Susan Gray. Den såkaldte Sue Gray-rapport blev offentliggjort den 25. maj 2022, og den konkluderede, at der var blevet afholdt en række fester i modstrid med Covid19-reglerne. Boris Johnson skulle selv have deltaget i mindst otte af dem. I starten af juni overlevede Johnson med nød og næppe en mistillidsafstemning blandt sine egne partikollegaer i parlamentet (211 stemte for Johnson, mens 148 var imod), men en måned senere var det slut efter endnu en skandale og koordinerede opsigelser fra en række ministre og parlamentsmedlemmer med andre roller.

Kaos og Truss

Johnsons fald fra tinderne blev indledningen til en endnu mere kaotisk periode for partiet. Liz Truss, som tidligere havde været bl.a. Justits- og Udenrigsminister, vandt afstemningen om lederposten internt i partiet, og hun tiltrådte den 6. september som ny premierminister. Kun to dage senere døde den mangeårige monark, Elizabeth II, og havde Truss haft nogen som helst planer om markante politiske udmeldinger, blev de nu sat på pause, i hvert fald frem til dronningens begravelse den 19. september. Den 23. september præsenterede Truss’s finansminister, Kwasi Kwarteng, så det såkaldte “mini-budget” med henblik på at øge den økonomiske vækst i samfundet. Planen indeholdt en del tiltag, som på sin vis kan sammenlignes med Margaret Thatchers tilsvarende finanspolitik i 1980erne. Blandt andet foresloges det at sløjfe den engelske topskat på 45 pct. på indkomster over £150.000 og at fjerne loftet på bonusser i finanssektoren. Budgetforslaget fik en hård medfart, presset på pundet steg og aktieindekset FTSE 100 faldt med 2,3 procent. Den 3. oktober annoncerede Truss og Kwarteng af topskattelettelsen ikke længere var på bordet, og senere på måneden – efter at Kwarteng var blevet afskediget – måtte hun ligeledes fortælle, at en planlagt selskabsskattelettelse heller ikke ville blive gennemført.

På dette tidspunkt var tilliden til Truss stort set væk, og den 25. oktober 2022 var hun færdig som regeringsleder efter kun 50 dage på posten, kortere end nogen anden premierminister før hende. Trætte af splid, valgte de konservative parlamentsmedlemmer nu den tidligere finansminister Rishi Sunak som ny konservativ leder (og dermed også premierminister) uden modkandidater. Med en politik, der på sin vis har været mindre polariserende end sine umiddelbare forgængeres, har Sunak siden da forsøgt at stabilisere partiet, men hans noget mere moderate politik har samtidig fået nogle konservative partimedlemmer og støtter til at søge over i det mere populistiske Reform UK, men uden at de vælgere, der har søgt mod midten, er kommet tilbage. Og for at understrege krisens omfang, er to konservative parlamentsmedlemmer i maj 2024 skiftet til ærkefjenderne fra Labour, mens flere konservative borgmestre og byrådsmedlemmer gjorde hvad de kunne for at distancere sig fra deres partifæller i Westminster op til lokalvalget den 2. maj 2024.

Hvorfor så nu?

Så hvorfor kommer valget nu? Ja, man kan argumentere for, at det alligevel ikke kan blive værre, så hvorfor trække pinen ud. Selvom de konservative stadig sidder på et pænt flertal i parlamentet, er der stor splid internt i partiet, og der er ikke enighed om den politiske linje. Omvendt er det usædvanligt for en politiker at fremskynde sit eget, formentlig

uundgåelige, nederlag. Men der er faktisk et par forhold, som gør, at Sunaks konservative parti kan klare sig bedre ved valget den 4. juli, end meningsmålingerne pt. antyder.

Først og fremmest annoncerede Sunak valget i forlængelse af de seneste inflationstal, som viste et pænt fald, så inflationen i Storbritannien nu er nede på 2,3 pct., tæt på målet om 2 pct. Derudover begynder EM i fodbold den 14. juni. Og hvorfor er det vigtigt? Jo, landsholdsfodbold har det med at samle den engelske nation. Man står sammen om flaget, man ser kampene sammen, man går i byen og har det sjovt, bruger penge osv. Hvis England klarer sig godt, kan det skabe en positiv stemning, som alt andet lige vil komme den siddende regering til gode. Det kan selvfølgelig også gå den modsatte vej. Men uanset hvad, ville det være et sats.

Ifølge den seneste meningsmåling før valget blev udskrevet, står Labour til at vinde valget med 46 pct. af stemmerne og et forspring på massive 25 procentpoint til de konservative, som står til 21 pct. Protestpartiet Reform UK står til tredje flest stemmer med 12 pct., men pga. det britiske valgsystem med enkeltmandskredse, er det ikke helt så nemt at omregne procenterne til antal mandater. Der gættes på, at Labour lander på 400 og 500 medlemmer ud af de 650, der skal vælges, mens Konservative næppe kommer over 200, og formentlig lander et godt stykke lavere. Et parti som Reform UK får, trods 12 pct. af stemmerne nationalt, næppe mere end en håndfuld mandater eller to.

Som det ser ud lige nu, hedder Englands kommende premierminister altså Keir Starmer. De konservative står til at miste over halvdelen af deres parlamentsmedlemmer, og der vil utvivlsomt ske ting og sager med partiet på den anden side af valget. Der er nogle, der vil skifte til Reform UK eller fusionere de to partier, mens andre ønsker et mere moderat parti uden kontroversielle politikere som Jacob Rees-Mogg og Suella Braverman. Boris Johnson spøger også stadig i kulissen, men spørgsmålet er, om at han igen vil engagere sig i de konservative – eller i noget helt andet. En anden dark horse er Nigel Farage, som i sin tid var en af lederne af Brexit-kampagnen. Han støtter i princippet Reform UK, men stiller ikke selv op, da han har vurderet, at han bruger sine kræfter bedre på at hjælpe Donald Trump i hans præsidentvalgkamp i USA end på at hjælpe sit eget parti med at vinde mandater i England. Men hvad når vi kommer over på den anden side, og kalenderen siger 2025?

Herfra skal der i hvert fald lyde tre klare forudsigelser: Labour vinder valget stort. Keir Starmer bliver premierminister. Og når der bliver valg NÆSTE gang i 2028-2029, vil de konservative ikke længere eksistere, som det parti vil kender i dag.